Det er vigtigt for os at vise, at alder alene ikke forhindrer os i at blive bedre til at synge og at ingen bliver afvist bare på grund af alder. Videnskabelig forskning har påpeget korsangs mange positive indvirkninger på livet og vores funktion som ældre.
I koret arbejder vi med
- at aflære gamle uhensigtsmæssige måder at synge på
- at få den gode kropsholdning så sangen kan udvikles
- at lytte og synge os ind i den fælles korklang
- at tilstræbe en smuk performance af den danske og udenlandske sangskat.
Vores repertoire er klassisk kormusik, primært a capella af komponister som Carl Nielsen, Niels la Cour, Thomas laub, Emil Hartmann, Franz Schubert, Ola Gjeilo, Anton Bruckner, Johs. Brahms, John Rutter og flere andre.
I Januar 2021 overtog dirigent Jon Hollesen Allegro-koret. P.g.a. corona-restriktioner afholdtes de første mange korprøver over zoom, hvor der blev arbejdet med hørelære og indføring i Musescore systemets øveprogram.
Allegro-koret er en fortsættelse af et kor, der blev grundlagt i 2012 af kordirigent Philip Jacobsen, som var korets leder indtil 2021.
Vi skylder en stor tak til Philip Jacobsen for hans inspirerende, grundige og ihærdige arbejde gennem årene, som førte os til det gode niveau, vi kunne bygge videre på. Fra begyndelsen bestod koret af medlemmer, der havde sunget i kor i mange år tidligere og andre som aldrig før havde sunget i kor, men som med pensionisttilværelsen fik lyst, tid og mod til at begynde i kor. I dag har vi stadig 5 medlemmer som var med fra begyndelsen.
Selvom vi i koret har en gennemsnitsalder på 73 år, har vi aldrig oplevet nogen aldersdiskriminering med hensyn til sangerpræstationer efter 60+. Philip arbejdede hele tiden med at lære os nyt, sætte forhåbninger om præstationer højt, finde veje
for at bringe alle kormedlemmer frem til nye kompetencer.
Vi har sunget klassisk kormusik af bl.a. tyske komponister som Mendelsohn, Brahms og Hindemith,
franske komponister som Poulenc og Debussy, engelske som Elgar, Stanford og Britten samt danske komponister som Gade, Nielsen,Schultz, la Cour og Per Nørgård.
Koret har hver sæson sunget ved flere lejligheder i lokalområdet samt ved højmesse i Frihavnskirken på Østerbro, ligesom koret har afholdt koncerter uden for København, i Berlin 2016 og i Hamborg 2019.
I flere år har vi samarbejdet som øvelseskor for Voces Academy under ledelse af Peter Hanke og Victoria Ely, når de holdt deres workshops for 4-5 kordirigentstuderende. De sociale arrangementer i koret har vi holdt meget af ved sommer- og juleafslutning, ligesom vi ikke har undladt at fejre korets årlige fødselsdag.
Videnskabelige undersøgelser viser at fællessang gør os gladere, lykkeligere og sundere. Sangen binder sammen, skaber fællesskab og styrker livskvaliteten. Den virker beroligende, øger vores koncentrationsevne og opmærksomhed, når vi skal lære nyt og koordinere tekst og melodi.
Vi ønsker at være med til at inspirere andre ældre til at finde et passende kor at synge i, da stemmen stadig kan udvikles selvom man er 70-80 år gammel. Det giver livsglæde sundhed og mening.
Vi har i Allegro-koret oplevet gensidigt inspirerende møde med et meget stort kor-initiativ i Altona Hamborg under navnet ”Älter und Besser”, som på et par år havde fået omkring 180 sangere med.
Desuden har kormedlemmer også deltaget i et par opførelser, hvor det netop var ønsket om de modne stemmer der fik henholdsvis lydkunstner Jacob Kirkegård og Katinka Fogh Vindelev til at henvende sig til koret. Medlemmer af koret deltog ved uropførelsen af værket Opus Mors i Cisternerne, og Kathinka Fogh Vindelevs lydværk ”m/other”.
I Allegro-koret ser vi frem til mange andre spændende opgaver i fremtiden.
Korleder Jon Hollesen
Copyright © All Rights Reserved